’Skyderi’ i Mariager: 59-årig anmelder er ”forstyrret i hovedet”

Nordjyllands Politi har afhørt manden omkring episoden, men han er nu løsladt igen. Dog er han fortsat sigtet for falsk anmeldelse.

Manden, der ringede til alarmcentralen og fortalte, at der blev skudt i Mariager, har vist sig at være en 59-årig, som ikke er helt rask.

quote Vi formoder, at han er forstyrret i hovedet på en eller anden måde, men ikke nok til at vi kunne tvangsindlægge ham. Skyderiet er selvfølgelig noget, han har fundet på, men hvorfor ved vi endnu ikke.

Poul Fastergaard, politikommissær, Nordjyllands Politi

- Vi formoder, at han er forstyrret i hovedet på en eller anden måde, men ikke nok til at vi kunne tvangsindlægge ham. Skyderiet er selvfølgelig noget, han har fundet på, men hvorfor ved vi endnu ikke, oplyser Poul Fastergaard, der er politikommissær ved Nordjyllands Politi.

Den 59-årige blev torsdag formiddag afhørt af politiet, men han er nu løsladt igen. Dog kan han se frem til en sigtelse for falsk anmeldelse.

Selvom manden ifølge politiet er ”forstyrret”, så betragter Nordjyllands Politi det alligevel som en alvorlig sag.

- Selve meldingen rangerer som meget alvorlig, for vi er nødt til at agere på den melding om skyderi, vi får. Men det er klart, at når vi kommer ned og finder ud af, hvad det egentlig er, så drosler vi det hurtigt ned igen, fortæller politikommissær Poul Fastergaard.


Seneste nyt

fra Nordjylland