Slaget om Jylland intensiveres

AaB og AGF indleder samarbejde om de traditionsrige opgør.

På søndag spiller AaB og AGF i Aalborg mod hinanden for 123. gang i Danmarks bedste liga. AaB kan tage Aarhus-skalp nummer 48 mens AGF har chancen for Aalborg-skalp nummer 49. Med andre ord er der tale om to klubber, der igennem historien har spillet meget lige op.

Kampen søndag vil være endnu en kamp i den evige strid, men også begyndelsen på hvad der forhåbentlig bliver en ny tradition. Klubberne har nemlig indledt et samarbejde der involverer både spillere, trænere og fans.

- "Slaget om Jylland" sættes i søen med henvisning til begge klubbers position og historie i jysk og dansk fodbold. Det er Jyllands to mest traditionsrige Superliga-klubber, der til sammen har masser af historie, titler og medaljer imellem sig. De kampe, vi spiller, er normalt drabelige dueller, som begge hold - og begge holds tilhængere - sætter en ære i at vinde. Det ønsker vi at sætte fokus på og sørge for, at mange flere tilskuere kommer til at opleve, siger AaB's sportschef Allan Gaarde.

Klubberne vil i denne sæsons tre indbyrdes kampe ikke blot spille om tre point ad gangen, men også om 10.000 kroner per kamp, som vinderholdet overrækker sine fans umiddelbart efter kampen. Pengene er øremærket klubbernes tifo-arbejde og hvis en kamp ender uafgjort spilles der efterfølgende om 20.000 kroner.

Udover den kontante motivation for at bakke sit hold op vil fans opleve at hvert opgør indledes med et fælles pressemøde med begge holds trænere og anførere. Der vil være konkurrencer for begge holds fans og i udebaneholdets bus vil maskotten også være at finde.

- Sammen med AaB har vi i et stykke tid puslet med tanken om at skabe en ramme omkring vores opgør, som de fortjener. Med de to holds historik, kultur og vilje til at duellere ser jeg virkelig frem til dette udvidede samarbejde. Det vil give vores indbyrdes kampe en ny dimension og derudover være med til skabe endnu mere hype om Superligaen, lyder det fra AGF's sportschef Brian Steen Nielsen.

Første pressemøde finder sted allerede 26. september i Friis i Aalborg med deltagelse af Kent Nielsen og Thomas Augustinussen fra AaB samt Peter Sørensen og Steffen Rasmussen fra AGF.


Seneste nyt

fra Nordjylland