Slidt brændstofrør skyld i røgudvikling

Fredag aften blev 30 personer evakueret fra lystfiskerfartøj, da et slidt brændstofrør skabte kraftig røgudvikling.

M/S Albatros 1 var fredag på en af sine daglige lystfiskerture, da der gik hul på et brændstofrør, og en stor stråle dieselolie ramte en varm udstødning. Det førte til en kraftig røgudvikling, der væltede op fra motorrummet.

- Vi var lige blevet færdige med at fiske og var på vej tilbage, da vi kunne høre alarmen gå. Vi kunne høre en fortælle, at de lige skulle tjekke, hvad det var nede ved motoren. Det viste det sig jo så, at der var noget røgudvikling, og så fik vi besked på at vi skulle stille os hen agter på skibet. Så fik vi udleveret nogle redningsveste, fortæller Hans Peter Frank, der er lystfisker og var en af de 30, der blev evakueret.

Skibet befandt sig ud for Hirtshals, og det norske lystifskerfartøj Ostsee Star, der var i nærheden, hjalp med at fragte de 30 evakuerede lystfiskere i land.

Både lægebiler og udrykningskøretøjer var ankommet til stedet, fordi meldinggen gik på, at der var brand ombord. Det viste sig dog, at der ingen brand var, og der blev derfor ikke brug for udrykningskøretøjerne.

Maskinmesteren havde været nede i motorrummet for at at tjekke, hvad der var galt. Han fik derfor et lægetjek, men det var ikke nødvendigt at få ham indlagt til observation for røgforgiftning.

Albatros 1 har af Søfartsstyrelsen fået forbud mod at sejle ud i weekenden.

- Vi regner med, at vi kan få lov at sejle igen fra tirsdag. Vi skulle heldigvis ikke ud at sejle i weekenden på grund af dårligt vejr, så det gør ikke så meget, at skibet har forbud mod at sejle. Mandag eftermiddag udskifter vi så brændstofrøret, så der er ingen grund til bekymring, for de, der skal ud at sejle med skibet, siger Hans Rejnert Jensen, der ejer Albatros 1.


Seneste nyt

fra Nordjylland