Ung mand overfaldet: Slog fra sig og skræmte overfaldsmænd væk

En 23-årig mand blev i nat overfaldet af tre unge mænd i Aalborg, der var ude efter hans mobil og pung. Politiet søger vidner til overfaldet.

Omkring klokken halv et i nat blev en 23-årig aalborgenser udsat for et røveriforsøg under Limfjordsbroen ved Strandvejen i Aalborg. 

Tre mænd i alderen 20-25 år slog ham og prøvede at stjæle hans pung og mobil, men den 23-årige slog fra sig og gjorde voldsomt modstand. Det udviklede sig til tumult, og til sidst stak de tre overfaldsmænd af uden at få værdigenstande med sig. 

Politiet blev tilkaldt, og i nat sikrede de sig spor fra den 23-årige mand, som forhåbentlig kan hjælpe med efterforskningen. 

Det 23-årige offer var efter overfaldet rystet, men fattet, og han fik beskrevet de tre overfaldsmænd. 

De beskrives som arabisk udseende, iført mørkt tøj og hættetrøjer. To af dem er mellem 1.80 - 1.85 meter høj, mens den tredje er omkring to meter høj. De tre mænd talte ikke dansk med hinanden. 

Den ene af mændene har fået et slag i ansigtet, som formentlig har givet ham en frisk skade i ansigtet, der stadig kan ses. 

Nordjyllands Politi vil meget gerne i kontakt med vidner til overfaldet eller andre, der kan have oplysninger i sagen. Politiet kan kontaktes på 114.


Seneste nyt

fra Nordjylland