Slut med 75 kr. i timen hos nordjysk gårdejer

Udsigten til en sympatikonflikt fik gårdejer fra Aars til at melde sig ind i arbejdsgiverforening.

75 kroner i timen. Det var startlønnen, når rumænere kom til Danmark for at passe kvæg hos gårdejer Hans Christian Andersen ved Års i Himmerland, men nu har gårdejeren meldt sig ind i arbejdsgiverforening, skriver Fagbladet 3F.

Efter et halvt år steg lønnen til de ansatte til 82,50 kroner. Lønsedler viser, at de ansatte i nogle måneder arbejdede omkring 300 timer. En ansat har på en enkelt måned arbejdet 350 timer.

Men nu er det slut med løndumping i den jyske stald. Med udsigt til en sympatikonflikt har gårdejeren valgt at melde sig ind i arbejdsgiverforeningen, GLS-A. Dermed bliver han omfattet af overenskomst.

- Jeg synes, det er er dejligt, at vi får en fredelig løsning på den her uoverensstemmelse om overenskomstforhold, ved at han melder sig ind, siger Niels Sørensen, faglig sekretær i 3F Midtfjord.

Ifølge Niels Sørensen kan de rumænske kvægpassere se frem til en solid lønforhøjelse.

- De kommer til at stige omkring 50 kroner i timen, siger han.

Gårdejer Hans Christian Andersen ønsker ikke at fortælle om baggrunden for, at han nu vælger at blive omfattet af overenskomst.

- Jeg gider ikke kommentere noget til 3F. Det er en forening, som er så useriøs.

Og til spørgsmålet, om de ansatte nu får løn efter overenskomst, svarer han:

- Jeg har sat nogen til at styre mine lønforhold, men jeg vil slet ikke diskutere det med 3F.

De rumænske ansatte hos Hans Christian Andersen er rekrutteret gennem Agrojob Denmark.


Seneste nyt

fra Nordjylland