Slut med kørsel af bloddonorer

Region Nordjylland har besluttet at sløjfe den gratis kørsel af almindelige bloddonorer.

Det skriver Nordjyske Stiftstidende.

De nordjyske bloddonere får ikke længere mulighed for at blive kørt til og fra sygehuset af Falck, når de skal give blod.

- Vi skal bruge pengene fornuftigt, og i og med det er blevet lettere for os at skaffe blod nok, har vi overvejet, om det så er nødvendigt med den ekstraudgift, der ligger i at hente velfungerende mennesker til tapning, siger ledende overlæge ved Klinisk Immunologisk Afdeling på Aalborg Sygehus, Kim Varming, til Nordjyske Stiftstidende.

Kim Varming er klar over, at det kan betyde, at der er nogen bloddonorer, der ikke længere ønsker at give blod. Men som patient skal du ikke frygte, at der ikke er blod nok, hvis du bliver indlagt.

- Hvis vi mangler blod, kan vi købe mange portioner i de andre regioner for de penge, vi sparer, siger overlægen.

Opstår der akutte behov for en speciel type blod, har Aalborg Sygehus et specielt korps af udrykningsdonorer. Kaldes dette korps ind til akutte tilfælde, så betaler Aalborg Sygehus dog stadig transporten.


Seneste nyt

fra Nordjylland