Slut med taxiture til handicappet kvinde

Handicappet kvinde fra Skalborg får nu hjælp fra en nordjysk politiker, der vil have ændret loven om handicapkørsel.

Folketingsmedlem Bjarne Laustsen fra Socialdemokratiet henvender sig nu til Socialministeren for at få ændret lovgivningen med hensyn til brugen af ordningen med handicapkørslen og brugen af visiterede ture. I en aktuel sag fra Skalborg drejer det sig om den 70 årige Birtha Knudsen, der har været handicappet hele sit liv og derfor går til fysioterapi to gange om ugen.

Men Birtha Knudsen's kvote på 104 ture frem og tilbage til behandling er nu opbrugt, og derfor bliver hun henvist til den såkaldte Flex-kørsel, det betyder at Birtha Knudsen ikke mere bliver hentet og bragt tilbage til hjemmet, men i stedet selv må sørge for at komme ned på gaden, og det har Birtha Knudsen det ikke godt med, da hun er afhængig af en kørestol.

- Det er helt urimelig når handicappede - og i dette tilfælde Birtha Knudsen- som har behov for behandling for at have et værdigt liv med sit handicap, er henvist til og sidde og vente nede på gaden på at blive afhentet, siger folketingsmedlem Bjarne Laustsen til TV2/Nord.


Seneste nyt

fra Nordjylland