Efter nedlagte posthuse: Små butikker øger omsætning med pakker

Mange mindre nordjyske forretninger har fundet sig en niche i pakkeposten.

Hver dag bliver der hentet lige omkring 300 pakker hos Min købmand på Nørre Uttrup Torv i Nørresundby.

- Vi får flere og flere pakker. De fylder ude på lageret, og herinde i forretningen skræver vi i pakker, fortæller ekspedient Mette Myrrhøj.

Det kan godt være det tager tid at ekspedere, og pakkerne fylder, men Min Købmand bruger pakkeposten som en slags ekstra service i konkurrencen med de andre dagligvarebutikker i området.

- Fordelen er jo, at vi helt automatisk får kunder i butikken, uden vi behøver sende en tilbudsavis ud. I modsætning til fx Netto, der ingen pakkepost har, siger købmand Jesper Feldgaard.

Købmanden anslår, at det er næsten hver anden, der henter en pakke, som også køber noget i forretningen.

- Vi skal være dygtige til at lokke kunderne med fristende tilbud, når nu de er kommet ind i forretningen. Så vores slagtilbud står linet op ude i vindfanget, og allerede her er taktikken så, at de skal i gang med at finde en kurv og begynde at handle, siger Jesper Feldgaard.

For hver pakke - uanset om den er lille eller stor - tjener købmanden 5-6 kroner. Og for hvert år er det med pakkerne bare blevet større og større hos købmanden, der udleverer pakker for både DAO, GLS og Postnord.

- Ud af den samlede årsomsætning på lige omkring 25 millioner kroner, kommer 360.000 kroner fra pakkerne, siger købmand Jesper Feldgaard.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland