Små racere og store stjerner på cyklerne i Aalborgs gader

Tidligere i dag kørte både små og store ryttere i centrum af Aalborg til Spilnu løbet.

- Vi er her jo for at se vores barnebarn cykle, og så forventer vi jo, at han vinder. Han har nemlig lige købt en spritny racer for egne penge, griner Sten Franck. 

Barnebarnet selv, Patrick Franck, ryster dog på hovedet af sin farfar. 

- Det er bare noget, han siger. 

I løbet af i dag, søndag, blev der traditionen tro afholdt Spilnu løbet, hvor der bliver arrangeret løb for de helt unge ryttere, men også for de internationale stjerner som Lars Bak fra Lotto Soudal. 

- Jeg håber, jeg vinder. Jeg tager safety-first, for jeg vil helst ikke slås til lirekassemand. Men jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at vinde, siger Lars Bak, der trods det våde vejr er troppet op til løbet.

Til børnenes løb får de unge ryttere lov til at køre banen rundt, og her donerer løbets sponsor, Spilnu, 50 kroner til julemærkehjemmene for hver runde, cyklisterne tager, fortæller arrangør Jonas Mikkelsen.

Banen er i alt 1,8 kilometer gennem Aalborgs gader, og de voksnes cykelløb køres over en time plus fem omgange, hvorefter vinderen kåres. 

Som regel dukker der 10.000 deltagere op til løbet langs hele ruten.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland