Snart kan du opleve krondyr i Lille Vildmose

Foto: Jan Skriver

Først i maj bliver 22 krondyr lukket ud i det 2100 hektar store mellemområde i Lille Vildmose. Krondyrene skal hjælpe med at vedligeholde området.

Krondyrene, der bliver sat ud i mosen, er i forvejen vant til betingelserne i mosen, da de kommer fra Høstemark Skov og Tofte Skov. Fra begyndelsen af maj får de mulighed for at bevæge sig ind i Mellemområdet, hvor de – via den måde de søger føde på - skal hindre opvækst af birk og pil, som vi gerne vil forhindre gror i højmosen.

I løbet af juni måned, får krondyrene selskab af mosens 5 elge. Sammen skal krondyr og elge medvirke til at skabe dynamisk natur i Lille Vildmose.

- Kombinationen af elge og krondyr er optimal, fordi krondyrene både græsser og bider knopper og kviste, mens elgene spiser de vækster, som sidder højere oppe, f.eks. knopper og grene samtidig med at de også afbarker træerne. På den måde medvirker dyrene til at friholde mosen for pil og birk, og vi tilgodeser optimale vækstbetingelser for højmosens sphagnummosser, fortæller Skov- og Landskabsingeniør i Aalborg Kommune Jens Vinge.

Lige nu befinder krondyrene sig i udslusningshegnet. Her går de frem til starten af maj, hvor porten åbnes og dyrene guides ud i Mellemområdet. Mens de har opholdt sig i udslusningshegnet har 12 af de 22 krondyr fået GPS-halsbånd på, så deres færd  kan blive fulgt rundt i det store Mellemområde. Meldinger fra GPS-halsbåndene sendes både til Aarhus Universitet, Institut for Bioscience og til Lille Vildmosecentret, som varetager formidlingsopgaven i forhold til gæster og andre, som besøger Lille Vildmose.

- Vi håber og tror på, at krondyrene vil trives i Mellemområdet, men vi ved endnu ikke, hvor lang tid der vil gå, fra vi åbner lågen, til krondyrene bevæger sig ind i Mellemområdet, siger Jens Vinge, som også fortæller, at der er sat vildtkameraer op, som følger dyrenes færden. 

Flere nyheder fra TV2 Nord