Snesag endelig slut

Efter to-et-halvt års kamp mod forsikringsselskabet Codan har tre nordjyske landmænd afsluttet deres forsikringssager efter det voldsomme snefald i 2010.

I alle tre tilfælde er sagerne afsluttet med et forlig om erstatningerne, oplyser DR Nordjylland.

Det var typisk tagene på store landbrugsbygninger, der ikke klarede de store snemasser. Tagene brasede simpelthen sammen. Derfor blev der også ødelagt meget maskineri blandt andre ting.

Aalborg-advokaten Erik Møller Nielsen fra Advokatfirmaet Vingaardshus har ført to af de nordjyske forsikringssager. Han har ligefrem specialiseret sig i sager mod forsikringsselskaber.

- En del har ikke villet betale erstatning, selvom ejerne havde tegnet forsikring, siger han.

Erik Møller Nielsen oplyser, at han stadig har verserende sager som følge af snestormen.

- Samtidig mener jeg, at der kan være flere skadesagerne, som aldrig er kommet videre, fordi ejerne ikke er klar over deres muligheder, siger den nordjyske advokat.

Forældelsesfristen er tre år.


Seneste nyt

fra Nordjylland