Sniff kommer ikke hjem igen - en jæger fandt hende først

Den seks måneder gamle sølvræv Sniff, som for en uge siden stak af fra sit hjem i Biersted, er død.

De søvnløse nætter og den intense søgen er indstillet for Gilbert Larsen og hans familie i Biersted. Deres kæledyr, den tamme sølvræv Sniff, kommer ikke hjem igen. Det fik de endelig vished tirsdag.

- Sniff er død. Det fik jeg at vide af en jæger fra Brønderslev. Han sendte et billede, siger Gilbert Larsen.

  Foto: Privatfoto

Og det var ikke en levende Sniff, der var på det billede. Det, familien frygtede mest, var sket. Jægeren havde skudt hende ganske lovligt, fordi det er jagtsæson.

- Vi er kede af det. Men det lettede faktisk også lidt at få vished. For nu skal vi ikke tænke på det mere, og vi skal ikke kalde på hende mere, siger Gilbert Larsen. 

Læs også Ejer frygter det værste: Sniff er stukket af og i fare for at blive skudt

Sniff var bare seks måneder gammel, da hun stak af fra sin indhegning for en uges tid siden. Noget, der fik Gilbert Larsen til straks at efterlyse den på Facebook og på det kraftigste opfordre jægere til at lade den tamme og kælne ræv være i fred. 

 

- Sølvræve er ikke nogen, man finder i naturen i Danmark. Og derfor kan jægeren heller ikke have troet, at det var en almindelig vild ræv. Men altså... Jeg kan jo ikke gøre hverken fra eller til, og godt nok har han allerede flået Sniff, men det får jo ikke mig til at tage op og flå ham. Sådan er livet bare, siger Gilbert Larsen om tabet af hele familiens kæledyr.

Sniff plejede at hoppe rundt i sofaen hos familien i Biersted og lege med husets schæferhund. Men det er slut nu. Sniff kommer ikke hjem. Og der vil gå en rum tid, før Gilbert Larsen kan overskue at tænke på at få et nyt kæledyr.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord