Snød for knap 12 millioner

Foto: TV2/NORD (Arkiv)

En 50 årig virksomhedsleder fra Aalborg har i en årrække snydt det offentlige for over 11,8 millioner kroner.

En 50-årig mand skal torsdag for Retten i Aalborg i en sag om groft skattesvig. Manden er tiltalt for at have snydt det offentlige for over 11,8 millioner kroner.

Manden har været direktør i en vikarvirksomhed samt daglig leder i en byggevirksomhed. Svindlen er foregået i perioden 2005 til 2009.

Her har manden undladt at betale skat for over 5 millioner kroner. Samtidig har han snydt det offentlige for over 1 millioner kroner i arbejdsmarkedsbidrag samt knap 5,5 millioner kroner i moms.

Sagen kan blive en overordentligt dyr affære for den 50-årige. Anklagemyndigheden går nemlig - ud over en fængselsstraf - efter en bødestraf svarende til én gang det samlede skatte - og afgiftsbeløb på 11,8 millioner kroner, som manden har snydt for. Derudover kræver SKAT en erstatning på knap 5,5 millioner kroner.

Derudover kræver anklagemyndigheden, at der beslaglægges knap 118.000 kroner af mandens penge.