Snyd med moms på skrot

Det er tilsyneladende kommet bag på flere skrotsælgere, at de skal betale moms af deres salg. En snes aalborgensere kan nu se frem til et skattesmæk.

Hele 17 personer vil få deres indkomst forhøjet med knap seks millioner kroner i alt, mens to personer skal tilbagebetale omkring en million kroner i moms.

Fem personer har modtaget overførselsindkomst fra kommunen, mens de har glemt at underrette om, at de samtidig havde en virksomhed kørende ved siden af.

Det er resultatet af en lille kontrolaktion, som Skattecenter Aalborg har lavet mod sælgere af skrot.

Skattecenter Aalborg vil derfor gerne understrege, at der også er moms på salg af skrot, og at reglerne for skat i skrotbranchen ikke adskiller sig fra andre brancher.

- Det er meget nedslående, at en meget lille branche har så forholdsvis mange, der falder udenfor normen. Vi kan derfor kun opfordre til, at alle for 2007 husker at selvangive deres indtægter ved salg af skrot, siger fagchef ved Skattecenter Aalborg Leif Thomsen.

Han tilføjer, at SKAT i 2008 udvider kontrollen med sælgere af skrot.


Seneste nyt

fra Nordjylland