Soc.: Ikke råd til at spille hasard

Vi må konstatere at processen forud for godkendelsen af prøveboringerne efter skiffergas har været alt for lukket og ikke inddraget og informeret godt nok.

Sådan lyder det fra den socialdemokratiske gruppeformand i Brønderslev, Arne M. Jensen, efter Brønderslev Kommune netop har besluttet sig for at forholde sig passivt i sagen om mulige skifergasboringer i kommunen.

I Frederikshavn, Hjørring, Aalborg og Jammerbugt Kommune har man besluttet at skrive til staten og udtrykke sin bekymring. Men Brønderslev har ikke tænkt sig at følge trop.

- Byrådene har formeldt ingen kompetencer i forhold til om der skal bores efter skiffergas eller ej, men det er stadig vigtigt, at vi følger og forholder os til den debat der kører. Konsekvenserne kan blive store for os alle, siger Arne M. Jensen.

Der er tale om så komplekse spørgsmål, og usikkerheder, at der ifølge gruppeformanden burde have været informeret langt bedre om muligheder og konsekvenser ved forsøgsboringerne og en eventuel senere udvinding.

- Skulle der vise sig ved prøveboringerne, at vi har en "guldgrube" i vores undergrund, er der stor risiko for, at "guldet" vil sejre over fornuften og miljøhensynene. Den risiko har vi ikke råd til at løbe, siger Arne M. Jensen.

Han fraråder at spille hasard med miljøet.

- Vi skal kende de fulde konsekvenser så vi ikke spiller hasard i håb om, at finde en guldskat, som måske er lige så flygtig som skatten ved foden af regnbuen" slutter Arne M. Jensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland