Socialdemokrat vil erobre borgmesterpost i Vesthimmerland

Socialdemokratiet har fundet de kandidater, der skal hjælpe partiet med at sikre sig borgmesterposten i Vesthimmerlands Kommune ved efterårets kommunalvalg.

Socialdemokratiet i Vesthimmerlands Kommune går efter borgmesterposten, når krydserne bliver sat ved kommunalvalget 21. november. Det er i hvert fald partiets erklærede mål.

- Vi skal have flere kandidater valgt ind, og vi skal have borgmesterposten, fordi vi på den måde kan få gennemført mest muligt af vores politik, siger Palle Jensen, som er Socialdemokratiets spidskandidat i Vesthimmerlands Kommune, i en pressemeddelelse.

Partiet har udpeget sine kandidater til efterårets kommunalvalg. De fire nuværende byrådsmedlemmer genopstiller alle, og så har Socialdemokratiet udpeget en række nye kandidater, som skal forsøge at blive valgt ind i kommunalbestyrelsen.

- Jeg er glad for, at listen indeholder både en god portion politisk erfaring og nye, yngre kræfter. Vi har også kandidater fra alle egne af kommunen, og listen viser, at vi nu vil en anden vej i Vesthimmerlands Kommune, siger Herdis Brix, der er formand for Socialdemokratiet i Vesthimmerland.

Ud over spidskandidaten Palle Jensen tæller Socialdemokratiets kandidatliste de tre andre nuværende byrådsmedlemmer Uffe Bro, Doris Lauritzen og Rasmus Vetter. Derudover stiller Iben Ditlev, Thomas Jensen, Vibeke Hvidsten, Anders Kjær Kristensen, Per Jensen, Asger Andersen, Peder Ditlev, Mikael Toft og Per Lauge op for partiet.

- Jeg er stolt af at være borgmesterkandidat på en liste, der rummer masser af erfaring, men også har yngre kandidater med masser af gåpåmod og et par nye, stærke navne med gode ideer og tanker om at vi skal en anden vej i Vesthimmerlands Kommune, siger Palle Jensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland