Socialministeriet undersøger boligselskab

Socialministeriet vil nu undersøge om Nørresundby Boligselskab overholder loven når de køber såkaldt ustøttede lejligheder af en entreprenør. Boligselskabet tager dog undersøgelsen med sindsro.

Socialministeriet har bedt Aalborg Kommune og Nørresundby boligselskab redegøre for boligselskabet køb af ustøttede lejerboliger. En undersøgelse som ikke ryster direktøren.

- Vi mener jo vi overholder gældende lovgivning, så det må komme an på en prøve, siger direktør i Nørresundby Boligselskab Sigvart Sigvartsen til TV2/NORD.

Den 1. juni overtager Nørresundby boligselskab denne boligblok i Nørresundby. Hovedparten af lejlighederne er opført med støtte fra både stat og kommune, så dem må Nørresundby Boligselskab gerne selv være bygherre på. Men de sidste 18 lejligheder i enden af blokken er opført uden støtte, og så må boligselskabet ikke samtidig være bygherre. Det mener de heller ikke de er.

- En bygherre der er jo en der har et ansvar undervejs hele opførelsen og dermed jo også en stor risiko, og det har vi ikke, siger Sigvart Sigvartsen til TV2/NORD.

Socialministeriet har bedt boligselskabet redegør for forløbet af byggeriet i Nørresundby, samt for to andre fremtidige projekter på Eternitgrunden i Aalborg.

- I værste fald kan de projekter jo falde til jorden for de to af dem er ikke opstartet endnu af bygherren, så det er i værste fald, siger Sigvart Sigvartsen til TV2/NORD.

Aalborg Kommune og Nørresundby boligselskab har nu 14 dage til at aflevere redegørelsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland