Sofie savner sin pony

En lille pige fra Tårs er fuldstændig sønderknust. Hendes pony er formentlig blevet stjålet. Pigens familie frygter, at hesten måske er blevet solgt på et marked.

Den fem-årige vallak Choco er forsvundet. I nu fire dage har Sofie på ni år måttet undvære sin højt elskede pony.

- Han betød alt for mig. Han var det eneste i mit liv, siger Sofie Fischer Back Jakobsen til TV2/NORD.

Mandag konstaterede Sofies familie, at Choco var forsvundet sporløst fra Hvidsted Enge mellem Tårs og Hjørring. Her var den på græs med to andre heste inden den forsvandt på mystisk vis.

- Der var ingen tegn på, at hegnet var brudt op, siger Lone Back, der er Sofies mor.

Familien er derfor overbevist om at Choco må være stjålet - lukket ud af sin indhegning.

- Tyveriet er formentlig sket lige før der var Brønderslev Marked, så måske er hesten solgt der, siger Sofies morfar Ole Back.

På Brønderslev Marked, der blev afholdt 31. august til 3. september, er man næsten sikre på, at Choco ikke er blevet afsat her.

- Med de kontrolforanstaltninger, der er i dag på markeder, så kan det næsten ikke lade sig gøre, at sælge en stjålet pony. Hestene skal have en slags dåbsattest, der følger dem ved videresalg. Men hvis det skulle være sket, beklager vi meget. Jeg tror bare ikke, at det er sket, siger Michael Wittrup, formand for Store Brønderslev Marked.

Siden det formodede hestetyveri har familien ledt og ledt efter Choco. Men altså forgæves. Nu beder man så offentligheden om hjælp. Særlige karakteristiska ved den brune pony er at den har en hvid sok på højre bagben og en lang hvid blis i panden.

Choco er en gave fra morfar, da Sofie flyttede på landet.

Hvs du har set den stjålne og stærkt savnede pony, kan du ringe til Lone Back på 98 96 30 99 eller 20 13 20 22.


Seneste nyt

fra Nordjylland