Søger efter vidner til voldtægtsforsøg

Foto: Per Frank Paulsen

Nordjyllands Politi efterlyser vidner, der muligvis kan have set den unge mand, der i går forsøgte at voldtage en kvinde i Golfparken i Aalborg.

Fredag efterlyste Nordjyllands Politi en mand og en kvinde, der begge luftede hunde, og som angiveligt passerede gerningsmanden cirka samtidig med den kvinde, som han efterfølgende forsøgte at voldtage.

Lørdag gav efterlysningen pote, da det ene vidne henvendte sig til politiet.

- Han havde ikke yderligere oplysninger om gerningsmanden, men han kunne fortælle, at der er mange, der lufter hunde i området, så derfor håber vi nu at få henvendelser fra andre, som kan have været på stedet og måske har set noget, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Per Vagn Nielsen.

Under en løbetur kl. 13.45 fik kvinden øje på den unge mand, der stod mellem nogle træer. Hun troede, han stod og tissede, men han har formentlig onaneret, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Henrik Beck.

Da kvinden passerede manden, overfaldt han hende, væltede hende omkuld og forsøgte at tvinge hende til oralsex. Han holdt hende blandt andet om halsen.

Kvinden fik vristet sig fri, men blev igen indhentet af manden, som nu truede med at slå hende ihjel. Endnu engang fik hun vristet sig fri og løb op på vejen, hvor hun mødte en mand, som alarmerede politiet.

Gerningsmanden beskrives som 18-19 år gammel, 165-170 cm høj og normal af bygning. Han var iført sort hættetrøje, sorte joggingbukser og sort dunjakke. Desuden har han bumset hud og karakteristiske sorte bakkenbarter.

HVis man har oplysnigner i sagen, kan Nordjyllands Politi kontaktes på telefon 114.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord