Søger praktikpladser

Fire nordjyske borgmestre går nu aktivt ind i kampen for at skaffe flere praktikpladser og sender brev direkte til virksomheder med håb om, at de vil oprette flere praktikpladser.

Den kraftige opfordring fra borgmestrene i Jammerbugt, Frederikshavn, Hjørring og Brønderslev kommer, fordi der er massiv mangel på praktikpladser til de unge, der er i gang med en uddannelse på en erhvervsskole.

- Faglært arbejdskraft er en af grundpillerne for vækst og udvikling i kommunerne i Vendsyssel. Vi opfordrer derfor alle virksomheder i Vendsyssel til at hjælpe til med at give de unge en praktikplads, og derved få uddannet den faglærte arbejdskraft, der er så vigtig for Vendsyssels ve og vel, skriver borgmestrene i brevet til virksomhederne.

Vendsyssel kommer til at mangle mange faglærte medarbejdere meget snart. 2.700 for at være mere nøjagtig, ifølge en rapport fra Beskæftigelsesregion Nordjylland fra april 2013. Tømrere, elektrikere, murere, smede, industriteknikere, malere osv. Allerede nu melder vvs- og el-branchen om mangel i visse områder af landsdelen.

De 2.700 manglende håndværkere er endda lavt sat, da det er baseret på de meget store anlægsopgaver i perioden 2013 til 2018, som allerede er besluttet i Region Nord - fx et nyt storhospital syd for Aalborg.

På EUC Nord mangler pt. ca. 200 elever på erhvervsuddannelserne til optaget i august. Og mere end 350 elever er praktikpladssøgende.

I år har kun 18,8 procent af en årgang valgt at starte på en erhvervsskole efter sommerferien, og det er et historisk lavpunkt, hvor manglen på praktikpladser har en stor del af æren.

Set fra borgmesterstolen i Jammerbugt, Brønderslev, Hjørring og Frederikshavn, er situationen en katastrofe.


Seneste nyt

fra Nordjylland