Solbakken roser AaB for Drillo-spil

Ståle Solbakken ser ligheder mellem AaB-holdets spillestil og norsk Drillo-bold anno 1990'erne. Og FCK-træneren mener det faktisk ikke negativt.

FC Københavns træner, Ståle Solbakken, ser ligheder mellem de danske fodboldmestre AaBs spil og den berømte og berygtede spillestil, som den norske landstræner Egil "Drillo" Olsen stod for, da han førte Norge frem i fodboldverdenen.

- I min optik spiller de på samme måde, som Drillo gjorde med Norge i halvfemserne. De står i en meget lav 4-5-1-opstilling, de spiller med et meget kontaktsøgende forsvar, de satser på overgange, de er ekstremt gode til kontraspillet, og så satser de på at score på dødbolde, som de også er rigtig gode til, siger Ståle Solbakken til Tipsbladet.

Norges fodboldlandshold blev under Egil "Drillo" Olsens første regeringstid fra 1990 til 1998 kendt for en effektiv, men for feinschmeckere uskøn spillestil med høje afleveringer frem ad banen til en enlig angriber.

- Det er meget sjovt, at AaB bliver så berømmet i danske medier nu, men rent faktisk gør det med de samme våben, som den i Danmark så udskældte Drillo brugte med Norge før i tiden, siger Ståle Solbakken.

FCK-træneren understreger, at han har respekt for AaB's resultater og spillestil.

- De leverede en meget flot indsats mod Deportivo, og de spillede på samme måde mod AC Horsens, så de har en solid base, siger han.
/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland