Savnet kan ramme Victoria på de mærkeligste tidspunkter. Midt på gaden. Midt i aftensmaden. Midt i en tv-serie. Lige midt i alle de ting, hun plejer at gøre med PED.
Men mest af alt rammer savnet hende om aftenen, når hun skal sove. Det lægger sig til rette i sengen sammen med hende, i minutterne efter hun har lagt sin bog væk, lukket vinduet ud til gården og den svage summen af trafik og fulde mennesker fra Jomfru Ane Gade, og trukket hans hovedpude, som stadig dufter af ham, ind til sig.
Lige dér kan hun mærke det i hele kroppen, at PED ikke er hos hende, som han plejer, og savnet følger hende ind i søvnen.
Victoria er kærester med en pilot i Forsvaret, og i starten af oktober rejste han til Mali og en syv ugers udsendelse med 29 andre fra Air Transport Wing Aalborg. Det kom ikke bag på hende, at han skulle af sted, for hun har vidst, i al den tid hun har kendt ham, at det var det, han ville, at det var den karriere, han brændte for at få. Og hun har hele tiden været indstillet på og afklaret med, at det var vilkårene for at være sammen med ham - at hun må undvære ham i lange i perioder.
Men det her er første gang, han er væk så længe, og savnet bliver bare ved og ved med at ramme hende i uventede bølger.