Sommeren 2011 har været historisk våd

Foto: tv2nord.dk (Arkiv)

Danmarks Meteorologiske Institut regner med, at årets sommer bliver den vådeste nogensinde herhjemme.

Sommeren har budt på det ene regnskyl efter det andet. Faktisk har det regnet så meget, at Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) forudsiger, at sommeren 2011 formentlig løber med prisen som den vådeste i Danmarks historie.

Meteorologerne forventer, at de kommende dages regn vil give 49 millimeter på landsplan. Lægger man det til sommerens foreløbige regn, når dette års sommer op på 331 millimeter regn.

- I nat kommer der regn, og vi har sendt et varsel ud om, at den bliver kraftig. Der kan komme mellem 20 og 40 millimeter stedvis og ellers generelt mellem 5 og 10 millimeter allerede i nat, siger meteorolog Lone Seir Carstensen og fortsætter:

- Så der kan vi lægge de første 10 millimeter til. Sommeren 1980 har indtil nu rekorden som den vådeste af slagsen, siden man begyndte at måle i 1874. Dengang faldt der 323 millimeter.

Og der er god grund til at tro, at 2011 overtager førstepladsen. Ifølge Lone Seir Carstensen vil der alene fredag falde de 30 millimeter, der yderligere skal til for at slå rekorden. Sommeren har også været atypisk på andre punkter, lyder det fra Lone Seir Carstensen.

- Den har været usædvanlig, fordi vi ikke for alvor har haft en højtryksperiode. Vi plejer at have lange perioder, hvor det bare er godt vejr. Det har vi næsten ikke. Det har været en lang ustadig regn, siger hun.

Desuden har vi indtil videre haft væsentligt færre timer med sol i sommerperioden. ifølge DMI har vi indtil videre godt 50 timer til gode i forhold til det normale antal timer med solskin om sommeren.

/ritzau/

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord