Sommerhusejer vil kræve erstatning

Christian Hartmanns sommerhus ved Nørlev strand styrtede i nat i havet. Nu vil han kræve erstatning af Kystdirektoratet.

I nat styrtede endnu et hus i havet ved Nørlev strand. Sommerhusejer Christian Hartmann havde egentligt fået påbud af Hjørring Kommune om at fjerne huset senest 1. februar. Men naturen kom han altså i forkøbet.

En ting er at forvente det, men når man så ser det med egne øjne, så er det svært ikke lige at knibe en tåre og blive ked af det

- Det er træls. Det er trist. Det er svært lige at sætte ord på følelserne, men jeg blev ked af det, da jeg så det første gang. En ting er at forvente det, men når man så ser det med egne øjne, så er det svært ikke lige at knibe en tåre og blive ked af det, siger Christian Hartmann om synet af huset.

Det er det syvende hus i samme grundejerforening, der er styrtet i havet på Nørlev strand. Imens har sommerhusejerne kæmpet for at få lov at etablere kystsikring. Det har de ikke fået lov til, og derfor vil Christian Hartmann nu kræve erstatning af Kystdirektoratet.

 
 
Foto: Foto: Ib William Christensen

 

- I Grundloven står der i paragraf 73, at ejendomsretten er ukrænkelig. Min er blevet krænket. Jeg fik ikke lov at beskytte min ejendom i 2011. Det åbner meget op for en sag mod Kystdirektoratet, hvor vi siger, at når ikke jeg må beskytte min ejendom, I eksproprierer min grund til almenvellets bedste, nemlig at det bliver en strand, så står der også i grundloven, at så skal jeg have erstatning, for så er det ekspropriation. Det er det, vi vil anføre over for Kystdirektoratet. Det er fint, at naturen skal gå sin gang, men så skal de give erstatning til dem, der bliver ramt af det, siger Christian Hartmann.

Christian Hartmann var ellers klar til at rykke ud i morgen med et nedrivningshold, for at leve op til påbuddet fra kommunen. Hvis det var endt med at Christian Hartmanns selv måtte have revet huset end, ville han alligevel have søgt erstatning.

Det her er der ikke andre, der skal igennem. Nu må det stoppe, og jeg kæmper videre

- Huset ligger på min grund, så min ret bliver krænket, når jeg bliver bedt om at fjerne det. Men selvfølgelig følger jeg reglerne, så jeg ville have rettet mig efter påbuddet, siger han.

Han havde derfor inden weekenden tømt huset for genstande. Christian Hartmann og de øvrige grundejere fortsætter kampen for at få lov at kystsikre.

- Det her er der ikke andre, der skal igennem. Nu må det stoppe, og jeg kæmper videre, for der er ikke nogen af mine naboer, der skal ende i samme situation, siger Christian Hartmann.


Seneste nyt

fra Nordjylland