Sommerhusejere blev endnu en gang skuffede

02:20

I dag inviterede Kystdirektoratet og Hjørring Kommune til endnu informationsmøde i Hirtshals, hvor grundejere fra Nordjyllands udsatte kyster kunne høre om mulighederne for fremtidig kystsikring. Men grundejerne er nu godt trætte af, at det aldrig bliver til andet end snakken.

Forsat ingen løsning på problemer med kystbeskyttelse i Hjørring Kommune efter dialogmøde.

Endnu et møde mellem grundejere langs kysten, Hjørring Kommune og Kystdirektoratet blev uden konkrete løfter til sommerhusejerne om en løsning på problemerne med kystsikring.

De har siddet til mange møder tidligere, og meget tyder på, at der fremover fortsat er noget at mødes om, for en egentlig løsning på problemerne med kystsikring langs kysten i Hjørring Kommune er der endnu ikke kommet.

- Vi har været til møde de sidste ti-femten år om problematikken, og der er ingen handling bag, lyder kritikken fra Grethe Høngaard,  bestyrelsesmedlem, Strandfogedgårdens Grundejerforening ved Lønstrup.

Hun er en af de 97 repræsentanter, der fredag var mødt op til dialogmødet i Hirtshals, og hendes bekymring for, hvad der skal ske med de mange sommerhuse langs kysten i Hjørring Kommune, der ligger i farezonen for at ryge i vandet, er ikke blevet mindre efter mødet.

- Jeg synes ikke, der er kommet noget ud af det, vi har lov at håbe, siger Grethe Høngaard.

Hun havde ellers forud for mødet håbet, at der denne gang ville komme noget nyt.

- Vi kan ikke blive ved bare at se på, at huse bare styrter i havet, og det går så stærkt nu, at det er hver sæson, der forsvinder et hus eller flere, siger Grethe Høngaard.

Ane Høiberg Nielsen, afdelingschef Kystdirektoratet, forstår godt borgernes bekymring, men fastholder, at det er mere kompliceret end som så.

- Det er ikke bare at smide nogle sten på stranden og så er det gjort med det, for det har nogle konsekvenser. Ligesom der er mange borgere, der tror, at kommunen eller staten kan hjælpe for eksempel med at betale for kystbeskyttelsen, men det er altså grundejerne selv, der skal betale for at kystbeskytte sin bolig, siger Ane Høiberg Nielsen fra Kystdirektoratet.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord