Sommerhusejere samler en million til ny kystsikring

Otte sommerhusejere i Nr. Lyngby er gået sammen om et pilotprojekt med pilebundter, som skal sikre kysten.

Det har været ualmindeligt svært at nå frem til enighed om den rigtige løsning på, hvordan husene på vestkysten bliver beskyttet bedst, når havet æder sig tættere og tættere på.

Men et helt nyt projekt i Nordjylland kan måske være en del af svaret. I Nr. Lyngby har otte sommerhusejere stiftet foreningen ”Nr. Lyngby Kystsikringsforening”, og på kort tid har de samlet en million kroner og fået godkendelse af Kystdirektoratet og Hjørring Kommune til at kystsikre på en alternativ måde.

Her skal pilebundter på 40 centimeter i diameter graves ned i rækker på stranden, som bliver højere, jo længere man kommer ind mod husene. En løsning, der blevet brugt i mange år i Holland, men som altså ikke tidligere er set i Danmark.

- Det her pilotprojekt er det mest fornuftige, vi har set i forhold til kystsikring. Det kræver mindst sandfodring, forklarer Leif Vange, der er formand i Nr. Lyngby Kystsikringsforening.

quote - Det her pilotprojekt er det mest fornuftige, vi har set i forhold til kystsikring.

Leif Vange, formand, Nr. Lyngby Kystsikringsforening

Han håber, at de omkring 1000 grundejere i området har lyst til at udvise solidaritet og støtte op om projektet – for eksempel ved at være med til at finansiere sandfodring fremover.

- Så kan kommunen lægge sten, foreningen kan så pilebundter og grundejerne kan sandfodre. Det vil være en flot treenighed, siger Leif Vange, som føler, at der har været stor velvilje fra kommunens side.

Et andet medlem i Nr. Lyngby Kystsikringsforening er Jørgen Jørgensen, som har boet fast ved kysten i to år. På de to år er der ifølge ham røget fem meter af kysten.

Han er glad for, at de nu prøver en ny løsning for at redde husene.

- Der er en solidaritetsfølelse af, at vi gerne vil bevare vores huse, siger Jørgen Jørgensen.

Ifølge planen skal pilebundterne placeres i foråret 2018. Og bliver det en succes, mener formand Leif Vange, at det kan inspirere andre.

- Der er kraftig røre på området. Hvis det her virker, er der mange, der hopper med på idéen, siger han.

Der er borgermøde i Nr. Lyngby mandag 11. september, hvor Hjørring Kommune præsenterer deres tanker om kystsikring.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland