Borgmester: Sommerhusområde ligner en krigszone

Hjørrings borgmester er rystet over fremskreden udvikling langs kysten ved Nørlev. Nu vil han have statsministeren til Hjørring for at tage ansvar

Borgmester Arne Boelt (Socialdemokraterne), Hjørring, er rystet over de seneste døgns voldsomme udvikling langs kysten ved Nørlev. Et sommerhus er røget i havet og flere er faretruende tæt på at lide samme skæbne.

- Det ligner en krigszone, og dem, der skal stå vagt omkring at sikre, at det her ikke skulle kunne ske, ja, de tager ikke ansvar. Jeg begriber ikke, at såvel folketingspolitikerne som Kystdirektoratet bliver ved med at sende aben videre. Nu må de se at komme i arbejdstøjet og få gjort noget, lyder det fra Arne Boelt.

Han føler, at Hjørring Kommune i flere år har stået alene med problemerne omkring kystsikring. Alt imens at naturen har udviklet sig til at blive mere og mere barsk netop for kystområdet. De seneste år er otte sommerhuse blevet ædt af havet.

Den eneste mulighed, som sommerhusejerne har haft, er, at sikre kysten med sand. En kystbeskyttelsesmetode, som flere af sommerhusejerne ikke har haft fuldt ud tiltro til, da det har vist sig, at kysten fortsat er forsvundet trods sandfodring. Hjørring Kommune har lænet sig op ad de råd, der er kommet fra Kystdirektoratet - og det har indtil for nylig ene og alene lydt, at der skal sandfordres. Tilbage i november sidste år åbnede direktoratet dog op for muligheden for også at sikre sommerhusene med såkaldt hård kystsikring, det vil sige store sten kombineret med sand.

Men det lader sig ikke gøre fra den ene dag til den anden, og derfor står sommerhusene i Nørlev lige nu og her forholdsvis ubeskyttet hen mod de seneste dages voldsomme blæst.

Hjørrings borgmester er frustreret over situationen, og han vil have statsminister Lars Løkke (Venstre) til at tage affære.

- Jeg vil invitere Lars Løkke på kaffe i Hjørring, og så håber jeg, at vi kan sætte os sammen og mand til mand få løst det her en gang for alle, siger Arne Boelt.


Seneste nyt

fra Nordjylland