Sommerlandet slog dørene op

01:36

Foto: Tv2nord.dk

1 af 2

Fårup Sommerland åbnede i dag dørene til endnu en sæson - og endnu en rutsjebane.

Augusta Bochhorst og veninderne går med taktfaste skridt igennem Fårup Sommerland. De er på vej til at indkassere deres præmie.

-Se, der er Pindsvinet, råber Augusta Bochhorst begejstret.

Pindsvinet er navnet på Fårup Sommerlands nyeste rutsjebane for børn. Augusta og resten af klassekammeraterne fra 4. klasse på Sct. Mariæ Skole i Aalborg har vundet retten til at være de første gæster i Fårup Sommerland, der kører med rutsjebanen.

Forlystelsesparken har udskrevet en konkurrence, hvor 30 skoleklasser fra hele Nordjylland har konkurreret om at skrive en historie om parkens to maskotdyr, Egern og Pindsvin. Vinderne blev Augusta Bochhorsts klasse.

- Det var jo en utrolig dejlig nyhed at skulle fortælle. Det var helt vildt som de reagerede. De skreg i vilden sky, hoppede op og ned og krammede hinanden, fortæller Anders Børgesen, som er lærer på Sct. Mariæ Skole og har været med til at skabe vinderbidraget til konkurrencen.

I dag kunne Augusta Bochhorst og klassekammeraterne så klippe snoren til Pindsvinet og stige om bord på rutsjebanens allerførste tur i sæsonen.

- Vi har jo fem rutsjebaner i forvejen. Falken, Lynet, Flagermusen og så videre. Men vi manglede ligesom en til de små, altså dem under en meter og fem (i højden, red.), siger Søren Kragelund, direktør i Fårup Sommerland.

Rutsjebanen til knap fire millioner kroner er dog langtfra det eneste nye i parken i denne sæson. Udover et nyt indgangsparti, har parken også investeret i flere, nye spisesteder. Den samlede investering beløber sig til mere end 28 millioner kroner.

Men ifølge Augusta Bochhorst og veninderne, er pengene til den nye rutsjebane givet rigtig godt ud.

- Den var helt fantastisk, lyder den korte og klare kommentar efter sæsonens første rutsjetur.

Flere nyheder fra TV2 Nord