Sommervejret bliver sat på pause - en enkelt dag

01:01

Det er næsten ikke til at tro, men mandag bliver IKKE endnu en sommerdag. Efter en flot søndag med temperaturer på den gode side af 25 grader kunne meteorologerne for 39. gang i år sætte et kryds i kalenderen og markere en officiel sommerdag. Mandag må den (slidte) blyant dog holde en kort pause.

En koldfront - tro det eller lad være - skal nemlig passere Danmark, og det betyder at vi frem til engang midt på eftermiddagen skal udsættes for hård vind fra nordvest med tilhørende "lave" temperaturer som følge. Det er dog kun ved kysten af vinden bliver hård - over land bliver vinden let til frisk.

Temperaturerne vil lægge sig på mellem 17 og 23 grader i dagtimerne, men falder i aften til mellem 12 og 15 grader. Samtidig vil skyer samle sig over landsdelen og vi kan ende med at få lokale byger mandag aften.

Bygevejret fortsætter tirsdag, men der er altså kun tale om lette byger, som nogen får mens andre slipper - eller skal vi sige: Må undvære. Uanset om man tilsmiles af sol eller regn er en ting dog sikker: Tørken er ikke aflyst.

Fra onsdag og fremad vender solen og sommervejret tilbage for fuld kraft og den slidte blyant skal igen til at slå sommerkrydser i vejrkalenderen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord