Camping eller solferie? Sommervejret splitter de ferieramte

Ferien er for mange nordjyder blevet indledt i denne weekend, og det betyder travlhed på både campingpladser og i lufthavne. Det danske sommervejr er nemlig noget, som splitter feriegæsterne.

Feriegæsterne er begyndt at melde deres ankomst i Jambo Feriepark ved Blokhus, selvom det danske sommervejr endnu ikke har vist sig fra sin bedste side i år, og heller ikke har gjort det i højsæsonen de seneste år.

- Nu har vi haft tre dårlige somre, og det bærer præg på den fjerde sommer, hvis den bliver lige så dårlig som årene før, siger Karsten Egelund, direktør i Jambo Feriepark.

I Aalborg Lufthavn er der kø ved bagageindleveringen. Det er de populære charterdestinationer, der er målet for de fleste rejsende. Lørdagens brugere af lufthavnen havde booket billet til steder som Kreta, Mallorca og tyrkiske Side.

På alle de feriemål er der solgaranti. Samme garanti kan Karsten Egelund ikke give sine gæster, men der er til gengæld en anden gevinst ved at rykke ind på begrænset plads i nordjysk sommervejr, mener han.

- Det er jo nærvær, samvær og livskvalitet. Familien er samlet, når de er på camping. Far, mor og to børn i et telt hygger sig. De spiller ludo, de griller pølser, de ligger i samme seng og hygger sig. Det kan børnene huske, når de bliver voksne, siger Karsten Egelund. 

Familiehygge i 18 grader og med kølige vindpust er dog ikke nok til at holde alle hjemme.

- Jeg synes ikke, det er helt godt nok. Det bliver vist 40 grader, så det bliver måske også lidt i overkanten, men vi skal ned til noget pool og sådan noget, siger Sofie Nonboe efter at have indleveret sin bagage i Aalborg Lufthavn.

Hun skal til Kreta, og Jannie Rosendal Brunø fra Klarup, som sammen med familien skal en tur til Mallorca, er enig.

- Det er bare overhovedet ikke godt nok. Det blæser, regner og er koldt, så vi skal ned til varmen, siger hun.

Karsten Egelund kan godt forstå, at mange vælger en charterferie efter flere skuffende danske somre. Han og resten af personalet i Jambo Feriepark er dog klar til at yde den optimale service for at sikre dem, der vælger campingferie i det nordjyske, en god oplevelse.

- Vejret er vi ikke herre over, men i virkeligheden betyder det måske ikke så meget. Tyskerne siger jo, at der kun findes dårlig påklædning, og det er der nok noget om, siger Karsten Egelund, som dog trods alt håber på mere sol og varme i de kommende uger, end den første del af sommeren har budt på. 


Seneste nyt

fra Nordjylland