Millionær med mission: Sonja Christensen arrangerer stor velgørenhedsdag

Mangemillionæren Sonja Christensen er ved at stable et stort velgørenhedsarrangement på benene til fordel for to nordjyske hjælpeorganisationer.

Sonja og Eigil Christensen er et af de rigeste par i Nordjylland. De har tjent pengene på deres virksomhed Color Print, som de solgte i 2006 for 635 millioner kroner.

- Det er gået os godt, det er det. Men jeg vil sige, at den første diamant, man får som pige, det er den største. Det er ikke altid, den er ret stor, den er som regel meget lille, men der banker hjertet hårdt, og man er helt vild, siger Sonja Christensen

Men selvom diamanter kan være dejlige, så varer lykken ved diamanter ikke ved, og derfor har Sonja Christensen fundet ud af, hvad der i virkeligheden giver mening i livet. Nemlig at hjælpe andre:

- Diamanter bliver jo ligegyldige. Man kan jo sætte lige så mange på, som man vil, men hvor interessant er det lige? Det her, det giver mening. Det kan få mit hjerte til at banke, når jeg skal ud og aflevere de her checks til de to organisationer, siger hun.

Samler ind til udsatte familier

De to organisationer er Gestus og CoolUnite, som får gavn af en stor velgørenhedsdag, som Sonja Christensen er ved at arrangere. De to organisationer arbejder begge for at forbedre livet for udsatte familier. En sag, der står Sonja Christensens hjerte nært:

- Det er børnene, jeg brænder for og familien. Hvis mor og far ikke har det godt, så har børnene det heller ikke, så det er udsatte og sårbare familier, som jeg gerne vil kæmpe for og gøre en forskel for, siger hun.

De to organisationer

Gestus Nord:

  • Etableret i 2013
  • Hjælper familier med alt fra lektiehjælp, konfirmationshjælp, julehjælp og oplevelser for børn
  • Erhvervsfolk i Aalborg står bag organisationen
  • Du kan læse mere om organisationen på: http://www.gestusnord.dk/nord

CoolUnite:

  • CoolUnite er dannet af Coolshops ejer Jacob Risgaard
  • Fonden støtter og hjælpe syge, sårbare og udsatte børn
  • Du kan læse mere om fonden på: https://www.coolunite.com/ 

Velgørenhedsdagen har fået navnet ”Raise For Kids” og løber af stablen den 26. maj på Flyvepladsen i Aalborg. Her vil flere kendte musikere optræde, og der vil være mulighed for at købe sig til en tur i en af Sonja og Eigil Christensens mange luksusbiler.

En af dem, der optræder er Poul Krebs. Det er der en særlig grund til, Poul Krebs er nemlig et af Sonja Christensens store idoler:

- Da han skrev, at han kunne, så dansede jeg simpelthen igennem det hele, siger hun.

Ikke altid rig

I foreningen CoolUnite er de ansatte og frivillige meget taknemmelige for, at Sonja Christensen har valgt dem som modtager af pengene fra ”Raise for kids”.

- Det er jo virkelig beundringsværdigt. Både de antal timer og den energi, hun kaster efter det her. Jeg tror ikke, der er så mange, der kan følge med, men vi prøver bare at følge trop så godt som muligt, siger Henriette Dalby Madsen, der er frivillig i CoolUnite.

Selvom Sonja Christensen ikke mangler penge i dag, så har det ikke altid været tilfældet. Hun er vokset op med to forældre, der var gartnere, og dengang var der ikke mange penge at rutte med. Da Sonja Christensen var yngre, troede hun derfor, at rigdom var lig med lykke:

- Det har vist sig, at man bliver ikke lykkelig af at have mange penge. Okay, man bliver tryg, selvfølgelig gør man det, men man bliver ikke lykkelig. Det gør man, når man kan overlevere en check til de her to foreninger, som jeg nu gør den 27., den dag, der er jeg lykkelig, siger hun.

Der skal helst sælges 13.000 billetter eller flere den 26. maj for at nå målet. I alt håber Sonja Christensen, at hun kan tjene to millioner på dagen, som hun kan give videre til Gestus og Cool Unite.

Se hele indslaget om Sonja Christensens arbejde med "Raise for Kids"

 


Seneste nyt

fra Nordjylland