Søs Søby tilbage til ADH

Søs Søby hentes tilbage til Aalborg DH, fordi klubben har målmandsproblemer, da svenske Maria Olsson er den eneste, som ikke er skadet lige nu. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

Aalborg DH ser nu ud til at have løst problemerne på målmandsposten. Klubben henter nemlig Søs Søby tilbage til det nordjyske via en lejeaftale. Det sker efter hun i sommerpausen skiftede til Viborg HK.

- Det er helt utrolig dejligt, at vi får Søs tilbage ind på holdet. Hun er en pige, som kender til vores set-up i klubben, og som kender trænerne og spillerne, så det kan simpelthen ikke være bedre, siger Aalborg DH's cheftræner Allan Heine.

- Søs er jo et kæmpestort talent, der virkelig har fremtiden foran sig, og vi er meget glade for, at Viborg og Søs vil hjælpe os, i denne skadessituation, som vi står i. For Søs kniber det med spilletid på banen, og det kan vi så bidrage til at hjælpe hende med, lyder det fra Allan Heine.

Også hovedpersonen selv, Søs Søby, er tilfreds med den nye lejeaftale.

- Det er jeg rigtig glad for. Jeg har jo været meget skadet de senere år, og selv om jeg er fit for fight nu, så er det kun to måneder siden, at jeg startede træningen op efter en længere pause. Så lige nu har jeg brug for noget spilletid, hvis jeg skal bevæge mig i den rigtige retning - også mere spilletid end Viborg kan tilbyde mig lige nu, fortæller Søs Søby til Nordjyske.dk.

Lejeaftalen løber efteråret ud.


Seneste nyt

fra Nordjylland