Spænding til det sidste: Aalborg Pirates er klar til DM-finalen

Foto: Frank Cilius / Ritzau Scanpix

Tirsdag aften sikrede Aalborg Pirates sig den sidste og afgørende sejr mod Esbjerg Energy - dermed kan klubben nu gå hen og tage "The Double".

Det var to mandskaber, der begge havde ryggen mod muren, da de løb på banen tirsdag aften til den sidste og afgørende semifinalekamp - Aalborg Pirates og Esbjerg Energy.

3-3 sagde sejrsfordelingen efter de første seks semifinalekampe, og dermed var der lagt op til spænding til sidste minut på isen i Gigantium.

Og spænding var også præcis, hvad de fremmødte og tændte tilskuere fik. Pirates-fansene var de første, der fik grund til at juble, da Jeppe Juul Korsgaard bragte hjemmeholdet foran 1-0 efter 13 minutters spil. Det lykkedes dog Esbjergs Adam Miller at udligne til 1-1 bare halvandet minut senere. 

Læs også Sejrsrus: Pirates' pokalmestre festede i Gaden

I anden periode kom der endnu bedre gang i målfesten - og dermed også festen på lægterne i den ellers kolde skøjtehal. Esbjerg kom bedst fra start og bragte sig efter et minuts spil foran 2-1.

Men Kirill Kabanov svarede igen ni minutter senere, mens Pirates havde powerplay, så stillingen i stedet hed 2-2. Tre minutter senere var canadiske Martin Lefebvre skarp foran Esbjergs mål, og så hed stillingen 3-2 til hjemmeholdet.

Martin Lefebvre lynede igen i begyndelsen af tredje periode i en sydende og boblende hal. 4-2 blev slutresultatet i den sidste semifinale, og dermed er piraterne klar til finalen mod Herning Blue Fox. Esbjerg skal i weekenden møde Rungsted i bronzekamp. 

Med finalepladsen har Aalborg Pirates mulighed for at sikre sig "The Double" - for nylig vandt klubben nemlig pokalmesterskabet for første gang. 

00:26

Aftenens afgørende ishockeybrag blev indledt med et minuts stilhed til ære for de 15 canadiske spillere, der for nylig omkom i en busulykke.

Luk video

 

Flere nyheder fra TV2 Nord