Spar Nord Bank opjusterer forventningerne

Store nedskrivninger præger kvartalsregnskabet fra Spar Nord Bank.

Trods en vækst i basisindtjeningen før nedskrivninger til 274 millioner kroner, så har banken kun et overskud i 1. kvartal før skat på 49 millioner kroner. Et resultat som administrerende direktør Lasse Nyby er tilfreds med.

- Nedskrivninger på udlån på 133 millioner kroner og vores bidrag til Det Private Beredskab på 58 millioner kroner er dog med til at trække kvartalsresultatet før skat ned på 49 millioner kroner Udviklingen i basisindtjeningen før nedskrivninger gør imidlertid, at vi samtidig med offentliggørelsen af vores resultat for 1. kvartal 2009 opjusterer forventningerne til året som helhed. Således forventer vi nu en basisindtjening før nedskrivninger på 750-900 millioner kroner mod de tidligere udmeldte 600-800 millioner kroner, siger administrerende direktør Lasse Nyby.

Spar Nord Bank forventer også øgede nedskrivninger resten af året. Nedskrivningsprocenten opjusteres således til 1,00-1,25 p.a.