Spar Nord køber syv filialer af Roskilde Bank

Spar Nord Bank har købt syv filialer af Roskilde Bank, og etablerer tre nye bankområder på Sjælland.

<b>Roskilde bank delt i tre</b>
Roskilde Bank er overtaget af Spar Nord bank, Arbejdernes Landsbank og Nordea.

<b>Syv filialer til Spar Nord</b>
I den anledning overtager Spar Nord Bank syv af filialerne og etablerer tre nye bankområder: Spar Nord Roskilde med 4 lokale banker (Himmelev, Svogerslev, Køgevej, Jyllinge), Spar Nord Holbæk med to lokale banker (Holbæk og Hvalsø) samt Spar Nord Helsingør med én lokal bank.

<b>30.000 nye kunder</b>
Samlet omfatter de tre nye områder ca. 100 medarbejdere og knap 30.000 kunder.
Spar Nord overtager via de syv filialer en udlånsportefølje på i alt 2,4 mia. kr. og samlede indlån på i alt 1,6 mia. kr.

De syv filialer overtages krone for krone, og for overtagelsen betales en goodwill på 183 mio. kr. Overtagelsen ændrer ikke bankens forventninger til indeværende års basisindtjening, mens den i 2009 forventes at bidrage til bankens basisindtjening før nedskrivninger med 60-70 mio. kr.

<b>Attraktivt markedsområde</b>
For Spar Nord har det i længere tid været ambitionen at etablere flere bankområder på Sjælland, hvor banken i forvejen er repræsenteret i København, Køge, Næstved og Slagelse.
Siden 2001 har det været Spar Nords strategi at skabe en landsdækkende bankkæde via etablering af selvstyrende lokale banker i alle landets større byer.

<b>15 banker udenfor Nordjylland</b>
Indtil nu er der etableret 15 lokale banker uden for det nordjyske kerneområde.

- Selv om vi hidtil har valgt at vokse via egne etableringer, syntes vi, at muligheden for at gøre dele af Roskilde Banks lokale filialnet til Spar Nord-banker var meget interessant, siger bankdirektør Lars Møller fra Spar Nord og fortsætter:

- Det er vores ambition mindst at fastholde bemandingen i de nye lokale banker. Dels fordi medarbejdere er en helt nødvendig forudsætning for at fastholde og tiltrække kunderne, dels fordi vi agter at etablere formuecentre i både Roskilde og Holbæk, hvor vi planlægger at ansætte investerings- og pensionsspecialister. Også i Helsingør, som er en relativt ny afdeling, forventer vi at øge bemandingen i takt med at vi udvider forretningsomfanget.

<b>Fakta om Spar Nord</b>
Efter etableringen af de tre nye områder på Sjælland består Spar Nord-kæden af 32 bankområder med 86 lokale banker. Spar Nord koncernen beskæftiger 1.550 medarbejdere, som betjener ca. 265.000 kunder i hele landet. Koncernens samlede forretningsomfang er på ca. 85 mia. kr.

Flere nyheder fra TV2 Nord