Spar Nord lån: Det er en kæmpe overraskelse

Det, der skulle have været en prisforhøjelse for kunderne, har nu udviklet sig til en priskrig, lyder det fra TV2s finanskommentator, Ole Krohn.

Det er en kæmpe overraskelse, at det kommer nu.

Sådan lyder det umiddelbart fra TV2s finanskommentator Ole Krohn, efter det kom frem, at Spar Nord nu melder sig på banen med et nyt finansieringstilbud til boligejere.

Spar Nord tilbyder fra næste uge en ny type boliglån, der især er attraktivt for kunder med F1, F2, F3 og F4 lån i Totalkredit. Og Spar Nord tilbyder også kunderne at betale alle omkostninger ved en konvertering fra Totalkreditlån til lån i Spar Nord, herunder også tinglysningsafgifter til staten.

Dermed går den nordjyske bank klar til et opgør med Nykredit og Totalkredit efter massiv utilfredshed blandt Totalkredits, og dermed bankernes, kunder efter Nykredit i februar meddelte, at alle Totalkredits bidragssatser ville stige massivt.

- Det, der skulle have været en prisforhøjelse for kunderne, har nu udviklet sig til en priskrig. Og det er helt spektakulært, at Spar Nord er kommet med det her tilbud. Der er virkelig gang i priskonkurrencen, og det skyldes, at Spar Nord ikke har oplevet noget værre i mange år, det kundeprogram, Totalkredit er kommet med, er det værste kundeprogram i lang tid, lyder vurderingen fra Ole Krohn.

En stor del af kunderne hos Spar Nord er samtidig kunder hos Totalkredit.

- Forløbet omkring forhøjelsen af bidragssatserne har været helt katastrofalt, det giver også bankerne et dårligt image for kunderne – og bankerne så risikerer at miste masser af kunder på det her, hvis ikke de gør noget, siger Ole Krohn.

Spar Nord tilbyder en såkaldt konverteringpakke og deri et BoligPlus-lån med en rente helt ned til 1,95 pct..


Seneste nyt

fra Nordjylland