Spar Nord leverer bedste kvartal nogensinde

Nordjyllands største bank afslutter første kvartal med resultat på 312 millioner efter skat.

Salget af NETS og faldende nedskrivninger er to af de medvirkende årsager til at Spar Nord kommer ud af årets første tre måneder med det bedste kvartalsregnskab nogensinde.

Efter skat lyder overskuddet på 312 millioner, der svarer til mere end en fordobling af resultatet i samme periode sidste år.

- Bundlinjen for første kvartal er isoleret set opmuntrende læsning, men det er selvfølgelig vigtigt at

huske på, at kursgevinsten fra Nets-salget spiller en væsentlig rolle. Og den kursgevinst kan vi desværre kun realisere én gang, siger administrerende direktør i Spar Nord Lasse Nyby.

- Men også renset for Nets-effekten blev første kvartal faktisk tilfredsstillende på de fleste områder.

Blandt andet kan vi glæde os over, at nettogebyrindtægterne runder 200 millioner kroner, og atvores nedskrivninger er inde i en faldende tendens, forsætter han.

Direktøren udtrykker dog bekymring ved udviklingen i efterspørgslen til finansiering, der fortsat ligger på et lavt niveau. Både virksomheder og private er tilbageholdende med at forbruge og investere, og har gennem krisen opbygget et rekordstort indlån, der nu også minimerer behovet for finansiering.

- Men tendensen til økonomisk tilbageholdenhed og opsparing betyder også, at vi oplever en stigende efterspørgsel på områderne formuepleje, kapitalforvaltning og pension. Og den aktivitet er ikke nogen uvæsentlig kompensation for den beskedne efterspørgsel efter udlån.

Spar Nord forvalter i dag næsten 10 milliarder i pensionspuljer, mens 3,8 milliarder er placeret i frie midler i bankens fuldmagtsprodukter.


Seneste nyt

fra Nordjylland