Spar Nord og Sparbank fusionerer

Bestyrelserne i Sparbank A/S og Spar Nord Bank A/S har tirsdag indgået aftale om at indstille til de to selskabers aktionærer, at selskaberne fusionerer.

Spar Nord bliver navnet på banken, som får cirka 320.000 kunder og 90 filialer i hele landet.

Med fusionsaftalen mellem Spar Nord og Sparbank kan den første større og frivillige fusion mellem to sunde banker i Danmark i nyere tid blive en realitet, oplyser de to banker i en pressemeddelelse.

Administrerende direktør i Spar Nord Lasse Nyby betegner fusionen som en fornuftig og helt oplagt mulighed at forfølge.

- Matchet mellem Sparbank og Spar Nord gælder blandt andet på vigtige områder som it og filialstruktur, men også når det handler om værdier og kultur, har vi samme ståsted, siger Lasse Nyby og fortsætter:

- Vi har gjort et stort og grundigt forarbejde med at se hinanden efter i sømmene, og konklusionen er, at vi ser ud til at passe rigtig godt sammen.

Den opfattelse deles af administrerende direktør i Sparbank Bent Jensen, som kalder fusionsaftalen et udtryk for rettidig omhu.

- På lang sigt er vi bedst tjent med at fusionere til en større enhed, så jeg betragter det her som et udtryk for rettidig omhu og en plan for ansvarlig videreførelse af Sparbanks aktiviteter i samarbejde med Spar Nord og under Spar Nord-navnet, siger Bent Jensen

I forbindelse med fusionen er det planen, at hovedsædet samles i Aalborg, og at der tillige skal ske en integration af de to bankers filialnet i det omfang, dette giver forretningsmæssig mening.

Fusionens gennemførelse er betinget af godkendelse på generalforsamlinger i de to banker, som forventes afholdt i begyndelsen af november.


Seneste nyt

fra Nordjylland