Spar Nord overtager FIH's erhvervskunder

Med et snuptag får Spar Nord 900 nye erhvervskunder med et samlet forretningsomfang på fire milliarder kroner.

Spar Nord overtager FIH Erhvervsbanks cirka 900 erhvervskunder med et samlet forretningsomfang på fire milliarder kroner.

Overtagelsen er et led i Spar Nords strategi om at styrke bankens position på markedet for betjening af mindre og mellemstore virksomheder i hele landet, oplyser Spar Nord.

I forbindelse med transaktionen overtager Spar Nord FIH's kontorer i Aarhus og Fredericia samt en del af kontoret i København.

Spar Nords administrerende direktør, Lasse Nyby, ser overtagelsen af kunder og medarbejdere fra FIH som et vigtigt strategisk skridt:

- Det er et væsentligt element i vores strategi, at vi gerne vil styrke vores nationale markedsposition på erhvervskundemarkedet. Det forsøger vi at gøre både ved at vokse organisk og ved - som i dette tilfælde - at gennemføre opkøb.

- I et lavvækstmiljø, som det vi befinder os i for tiden, hvor kunderne ikke låner penge af bankerne i det tempo, vi kunne ønske, er der meget, der taler for opkøb som et attraktivt supplement til organisk vækst, siger Lasse Nyby.

Overtagelsen, som er betinget af godkendelse fra Finanstilsynet og konkurrencemyndighederne, forventes at blive gennemført i begyndelsen af juli, og alle berørte kunder får direkte besked.

Spar Nord har omkring 360.000 kunder og 1500 medarbejdede fordelt på 75 lokale filialer over hele landet.


Seneste nyt

fra Nordjylland