Spar Nord overtager privatkunder i Basisbank

Foto: Spar Nord

Spar Bank vil gerne være større uden for bankens traditionelle kerneområde i Nordjylland.

Spar Nord overtager privatkunder i hovedstadsområdet fra Basisbank. De to banker har aftalt, at Spar Nord overtager Basisbanks forretning inden for bolig- og andelsboliglån. Det oplyser Spar Nord.

Aftalen betyder, at Spar Nord overtager privatkunder med et samlet forretningsomfang på 300 millioner kroner.

Aftalen er kommet i hus, fordi Basisbank har haft et ønske om at slanke og fokusere sin forretning. Og Spar Nord har haft et ønske om at blive større i forretningsmæssigt attraktive områder uden for bankens traditionelle kerneområde i Nordjylland.

- Vi har en klar ambition om at få mere forretning i det afdelingsnet, vi har etableret uden for vores gamle nordjyske hjemmebane, siger Lars Møller, bankdirektør i Spar Nord.

- Den ambition forfølger vi både ved at forsøge at vinde nye kunder på markedspladsen og ved som i dette tilfælde at foretage strategisk interessante opkøb, siger han i en pressemeddelelse.