Spar Nord vil miste nordjyske kunder

Spar Nord vil miste kunder, hvis banken bliver landsdækkende. De nordjyske kunder vil nemlig miste tilknytningen til banken, og finde et alternativ, vurderer bankekspert.

Hvis Spar Nord går hen og bliver en landsdækkende bank, så vil det formentlig betyde, at banken vil miste kunder, det mener en bankekspert, skriver DR Nordjylland.

Det er Caspar Rose fra Copenhagen Business School, som mener at det især er de nordjyske kunder, som vil miste tilknytning til banken, hvis den går hen og bliver national.

- Man kan forestille sig, at en del af Spar Nords nordjyske kunder ikke længere kan identificere sig med banken, hvis den skifter status til at dække hele landet. Samtidig vil der blive stillet meget hårdere krav til bankens forretningsplan hos tilsynet. Så det er bestemt ikke uden udfordringer at opnå status som nationalt pengeinstitut, siger Caspar Rose.

Vurderingen fra Caspar Rose kommer netop som Spar Nords ledelse har meldt ud, at banken vil være landsdækkende inden for de kommende to år.


Seneste nyt

fra Nordjylland