Sparekassen Himmerland sigtet for grov kursmanipulation

Foto: TV2/Nord

Bagmandspolitiet sigter Vestjysk Bank og Sparekassen Himmerland for grov kursmanipulation i sag fra 2008.

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) har tirsdag sigtet Vestjysk Bank og Sparekassen Himmerland for kursmanipulation af særlig grov beskaffenhed.

Det meddeler bankerne via Fondsbørsen.

Ifølge statsadvokaten fandt kursmanipulationen sted tilbage i slutningen af september 2008, nærmere betegnet i dagene fra "umiddelbart før den 22. september" til og med den 30. september.

Kurssvindlen skulle ifølge statsadvokaten være foregået ved, at Vestjysk Bank og Sparekassen Himmerland havde indgået en aftale om gensidige aktieopkøb, der skulle sikre, at aktiernes værdier blev holdt kunstigt oppe.

Aftalen blev effektueret ved, at Vestjysk Bank i perioden skulle have købt 2080 aktier til en samlet værdi på 1,1 millioner kroner - køb, der holdt Sparekassen Himmerlands kurs kunstigt oppe, anfører statsadvokaten.

I foråret blev Sparekassen Himmerland - i form af tidligere sparekassedirektør Svend Jørgensen og to tidligere medarbejdere - dømt for kursmanipulation ved Retten i Hjørring i en sag om handel med aktier mellem sparekassen selv og EBH Bank.

Det blev til en bøde på fem millioner kroner og fem måneders fængsel til sparekassedirektøren - en dom, der dog er anket til landsretten.

Sparekassen Himmerland betegner sigtelsen som en beklagelig "aflægger" af EBH-sagen.

- Hvis det imidlertid viser sig, at der er foregået noget ulovligt, så tager Sparekassen selvfølgelig stærkt afstand fra det, skriver Sparekassen Himmerland i fondsbørsmeddelelsen.

Vestjysk Bank vil ikke kommentere på sigtelsen, mens undersøgelsen pågår.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord