Sparekassen Himmerland tiltales for kursmanipulation

Sparekassen Himmerland tiltales af Bagmandspolitiet for kursmanipulation af særlig grov beskaffenhed. [b]Opdateret klokken 09.15. [/b]

Sparekassen Himmerland kan nu se frem til at blive hevet igennem Bagmandspolitiets mølle. Banken, den tidligere direktør og to tidligere ansatte er blevet tiltalt for kursmanipulation af særlig grov karakter. Det oplyser sparekassen i en meddelelse til fondsbørsen.

Det var Finanstilsynet, der i sin tid anmeldte Sparekassen Himmerland og den nu krakkede EBH Bank for i 2008 at have aftalt gensidige køb af hinandens aktier for 10 millioner kroner. Aftalen sikrede, at kursen på Sparekassen Himmerlands aktier ikke kunne falde under 600 kroner - på trods af, at finanskrisen medførte et salgspres på aktien.

16. november sidste år præsenterede bagmandspolitiet så Sparekassen Himmerland A/S, tidligere direktør i sparekassen Svend Jørgensen samt to ledende medarbejdere i investeringsafdelingen for en sigtelse for ulovligt at have medvirket til at holde kursen på ebh bank-aktier kunstigt oppe.

Nu er Bagmandspolitiet - Statsadvokaten for Økonomisk Kriminalitet - kommet frem til, at sagen skal prøves i retten.

Sparekassen Himmerland afviser, at der er noget om beskyldningerne:

- Vi har noteret os, at sigtelserne nu er blevet ændret til tiltaleforhold, hvilket på ingen måde er det samme som, at nogen er dømt. Vi er tilfredse med, at næste skridt er, at den efterhånden gamle sag skal prøves ved domstolene. Nu kan vi se frem til en forhåbentlig hurtig afslutning, så alle parter kan komme videre. Vi har bistået myndighederne - og vil selvfølgelig også gøre det fremadrettet - med alle ønskede oplysninger, da vi selvfølgelig har et klart ønske om, at alle sten bliver vendt i denne sag,siger Finn Hovalt Mathiassen, bestyrelsesformand i Sparekassen Himmerland i en pressemeddelelse.

Han fortsætter:

- Som vi har sagt fra begyndelsen, så mener hverken vi eller vores advokat - ud fra den viden vi har - at der er foregået noget ulovligt. Anklagemyndigheden vurderer nu, at der er grundlag for at rejse tiltale, og dermed må de jo mene, at der er foregået noget ulovligt. Vi er ikke enige med anklagemyndigheden, men nu tager domstolene over, og det ser vi som sagt frem til.

Siden sagen tog sin begyndelse i november 2011, har den tidligere sparekassedirektør, Svend Jørgensen, valgt at træde tilbage for ikke at skabe tvivl om, at alle parter ønsker samtlige forhold belyst. Det skete øjeblikkeligt. De to medarbejdere er også siden fratrådt.


Seneste nyt

fra Nordjylland