Sparekniven svinges: 75 ansatte risikerer at miste jobbet

Regionshospital Nordjylland skal spare 50 millioner. I afdelingen for fysio- og ergoterapeuter risikerer en tredjedel at miste jobbet.

For en måned siden fik fysio- og ergoterapeuterne på Regionshospital Nordjylland en trist besked. Fem millioner skal spares på deres afdeling på næste års budget. Kristian Skadhauge er tillidsrepræsentant, og han frygter, at besparelserne betyder fyringer:

- Vores største omkostning på afdelingen er løntimer og mandetimer. Vi har ikke så mange andre omkostninger, for vores træningselastikker koster for eksempel kun 30 kroner, og det batter ikke noget i det store regnskab. Så det er løntimer, vi taler om, siger han.

Fysio- og ergoterapeuterne er bange for, at besparelserne vil betyde, at medarbejderstaben bliver skåret fra 30 til 20 ansatte. I alt skal Regionshospital Nordjylland spare 50 millioner næste år, hvilket svarer til omkring 75 stillinger på hospitalet, der har afdelinger i Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev og Skagen.

- Den samlede opgave for hele hospitalet er at få mest muligt ud af den pose penge, der nu engang er. Som situationen er lige nu, så er det alle mænd til pumperne, siger Henrik Larsen, der er hospitalsdirektør for Regionshospital Nordjylland.

Et spørgsmål om liv og død

På sigt er fysio- og ergoterapeuterne bange for, at besparelserne vil gå ud over patienterne. I sidste instans frygter de, at det kan få fatale konsekvenser, hvis patienter skal vente længere tid på genoptræning på grund af mindre personale:

- Hvis du ligger i din seng i mere end et eller to døgn, så kan du få en lungebetændelse. Hvis du er ældre, og du har en brækket hofte, så er det noget, man kan dø af. Så det er hardcore, siger tillidsrepræsentant Kristian Skadhauge.

Har I slet ikke forståelse for, at der skal spares?

- Vi har forståelse for situationen, men det var noget, vi fik at vide for 3-4 uger siden, og det kom ret prompte, fortæller Kristian Skadhauge.

Ifølge fysio- og ergoterapeuterne kan det komme til at koste mange andre steder i systemet, hvis patienter bliver udskrevet for tidligt. Det kan betyde genindlæggelser og større udgifter til hjemmehjælp i kommunerne.

For hospitalsledelsen er det dog for voldsomt at hævde, at besparelserne kan betyde liv og død for patienterne:

- Jeg synes, det er meget dramatisk at tage patienter som gidsler, når vi har så alvorlig en situation som denne her, siger hospitalsdirektør Henrik Larsen.  

I den kommende tid skal en række arbejdsgrupper på Regionshospitalet komme med deres forslag til besparelser og herefter meldes der endeligt ud, hvor mange der skal fyres, og hvor besparelserne skal komme fra.


Seneste nyt

fra Nordjylland