Efter målrettet kampagne: Specialister lokkes til Frederikshavn

En benhård indsats for at få tiltrukket højtkvalificeret arbejdskraft har virket i Frederikshavn Kommune.

På to år er 50 ingeniører, maskinmestre og andre specialister blevet ansat på forskellige virksomheder i kommunen. Det er sket via kommunens netværk, MoveNorth.

Mette Olesen fra Elling nord for Frederikshavn tog ud for at studere. Nu er hun tilbage som ingeniør i landets nordligste kommune – på rejefabrikken Engelsviken i Skagen.

quote Det har virkelig været en stor hjælp, at jeg kunne få assistance af Kåre Madsen til at komme rundt til virksomheder og få lagt min ansøgning og mit CV de steder, som jeg ikke selv kendte til.

Mette Olesen, Fødevareingeniør

- Det hele passede mig bare perfekt med at komme herop igen, siger Mette Olesen.

- Uddannelsen som ingeniør i fødevarekvalitet og fødevaresikkerhed foregik på DTU, Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby og København. Jeg var også i praktik i København under uddannelsen, så jeg havde faktisk regnet med, at jeg bare skulle blive der for altid.

Højtspecialiserede nordpå

Sådan gik det ikke, for Frederikshavn Kommune har et projekt, MoveNorth, der går ud på at trække højtspecialiseret arbejdskraft så langt nordpå i landet som muligt. 

- Vi mangler den her type arbejdskraft, specialister, ret hårdt. Skagen for eksempel er svært. Skagen ligger, hvor Skagen ligger. Det er i sig selv en udfordring i forhold til at rekruttere de rigtige medarbejdere, men det lykkes faktisk, fortæller Kåre Madsen med titlen tiltrækningskoordinator i Frederikshavn Kommune.

- En historie som den med Mette Olesen er god. Hun er tidligere frederikshavner, højtuddannet og specialist. Og så har hun af alle steder fået job i Skagen, hvor det kan være særlig vanskeligt. Vi har en virksomhed, der var rigtig interesseret i at tale med hende fra starten. Hun er blevet skatteyder i Frederikshavn kommune. Det kan næsten ikke blive bedre. Dem vil jeg gerne have nogle flere af, fortæller Kåre Madsen.

- Der var meget, der lokkede mig tilbage hertil. Jeg kunne få et job. Her var familie og venner, og hele naturen heroppe i Nordjylland kan jeg godt lide. Så jeg kom tilbage, fortæller Mette Olesen.

50 nye specialister i job

Det er lykkedes kommunen at få 50 i job. Næsten alle er specialister i den maritime og tekniske branche, som kampagnen gerne ville have fat i. Derudover er der 800 nye emner i databasen. Det er mulige medarbejdere registreret med CV og klar til jobsamtaler.

- En vigtig del af vores arbejde går ud på at fortælle, at her kan man blive skibsingeniør, fødevarespecialist, kemiingeniør eller maskiningeniør. Konkurrencen om de her profiler er rigid hård faktisk i hele Vesteuropa. Dem vi jagter og heldigvis får fat i er kandidater eller folk, der er uddannet indenfor de naturvidenskabelige fakulteter – eller det, der bare har rigtig meget med saltvand at gøre, siger tiltrækningskoordinatoren Kåre Madsen.

For Mette Olesen var netværket en overraskende, positiv mulighed.

- Det har virkelig været en stor hjælp, at jeg kunne få assistance af Kåre Madsen til at komme rundt til virksomheder og få lagt min ansøgning og mit CV de steder, som jeg ikke selv kendte til, fortæller Mette Olesen.

Netværket har tæt kontakt til kommunens virksomheder – en fordel for rejefabrikken Engelsviken, da de skulle bruge en fødevareingeniør. 

- Vi har jo brug for den kvalificerede arbejdskraft, og eftersom vi ikke har et universitet eller lignende lige i nærheden, så er kommunens netværk et godt supplement til at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, fortæller administrationschef Lene Pedersen.

Altid kandidat parat

Den kommunale indsats skal være løbende, så netværket altid har en kandidat parat, når der er brug for det.

- Det nytter ikke, at vente til en virksomhed står og mangler en medarbejder her og nu. Hvis jeg ikke konstant har god kontakt med virksomhederne, så har hele indsatsen ingen effekt. Så dør det uden videre, fortæller Kåre Madsen. 

Netværket MoveNorth er især opmærksom på at fastholde nye udenlandske medarbejdere, der nærmest bliver mandsopdækket med bolig, sprogundervisning og introduktion til samfundet i Danmarks nordligste kommune.  

Netværksfolkene behøver dog ikke at bekymre sig om at fastholde Mette Olesen, der får titlen kvalitetschef på Engelsviken.

- Jeg bliver heroppe for altid. Jeg kunne ikke forestille mig, at jeg skulle bo andre steder, fortæller hun.


Seneste nyt

fra Nordjylland