Spejdere indtager Zoologisk have

Foto: Lone Vad Dam

1400 nordjyske spejdere indtager lørdag formiddag Zoologisk Have i Aalborg til en weekendlejr, der blandt andet byder på en nat på savannen.

Spejderlejren i Zoologisk Have i Aalborg er en forberedelelseslejr, der skal ryste de mange nordjyske spejdere sammen inden den store landslejr næste år.

De mange spejdere i alderen 6-17 år gennemfører lørdag flere forskellige opgaver. Dem, der klarer opgaverne bedst bliver belønnet med, at de får lov til at hjælpe dyrepasserne med at fodre nogle af rovdyrene søndag formiddag.

Alle 1400 spejdere - store som små - bliver natten mellem lørdag og søndag indlogeret på havens store savanne, hvor der til daglig går både zebraer og giraffer. Men det skræmmer ikke børnene. Dyrene bliver nemlig lukket ind til natten, og de mange spejdere er blevet bedt om at tage spader med, så de kan rydde savannen for dyrelorte inden de flytter ind.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord