Spillerforening freder AaB

Direktør i Spillerforeningen vil ikke afkræve AaB mere end klubben har. Han forventer feriepengesagen afklaret inden nytår.

Med indgåelse af et forlig med Brøndby i feriepengesagen har Spillerforeningen taget et stort skridt i retning af at få afsluttet de mange sager om manglende feriepenge og pensionsindbetalinger i danske klubber.

Og foreningens direktør Mads Øland forventer nu, at de resterende klubber snart følger efter.

- Det har været et langt forløb, og det er slet ikke slut endnu. Men vi forventer, at vi har lukket de resterende sager inden nytår, siger direktøren.

Han har indtil videre blot indgået forlig med fem klubber - Brøndby, FCK, Esbjerg, Horsens og Lyngby - men regner altså med snarlig afklaring i de øvrige.

- Det er klart, at det er en kæmpe sten i skoen, der er væk. Men vi er nødt til at tage det klub for klub, og vi er i dialog med mange af dem, siger Øland.

AaB har været nævnt som en af de klubber, der ud over Brøndby havde mest i klemme i sagen.

Mads Øland siger, at man har daglig kontakt til nordjyderne, som dog er presset økonomisk. Spillerforeningen har dog ikke tænkt sig at presse AaB mere, end at klubben overlever.

- Hvis der er belæg for det, og hvis man kan dokumentere, at man ikke har midlerne, så finder vi en løsning på det. Det gør vi også i AaB, hvis det er tilfældet, men så godt kender jeg ikke deres tal endnu, siger Mads Øland.

Han afviser, at der kan gives rabat i forhold til det, som Fodboldens Voldgiftsret er nået frem til og hævder også, at det ikke er sket i forhold til Brøndby.

- Af hensyn til de mange spillere, der er involveret i sagen, er vi nødt til at følge afgørelsen, og det har vi gjort i de andre forløb, vi har været igennem med de andre klubber, siger Mads Øland.

Sammenlagt har feriepengesagen kostet Brøndby 33,6 millioner kroner.


Seneste nyt

fra Nordjylland