Spisested anskaffer sig egne dyr

På Musikkens Spisehus i Aalborg har kokken valgt, at investere i syv grise til restauranten. Levende grise.

Syv grise af racen Duroc går lige nu rundt på en gård i Hals. Her skal de gå, indtil de skal serveres på Musikkens Spisehus i Aalborg.

Det er restaurantansvarlig og nordjysk stjernekok, Mikael Kopp Christensen, der har indlogeret de syv gris i Hals. Her skal de kæles for indtil de om et par måneder skal serveres som tørsaltet bacon, steg og skinke i nordjyske musikelskeres maver.

At grisene har det godt har en stor betydning for den gastronomiske oplevelse.

- De bruger mere energi på at holde sig varme og er aldrig stopmætte. Det giver en højere kødprocent i forhold til fedt, siger Mikael Kopp Christensen

Grisene har godt en tønde land med skovareal at boltre sig på. De lever af en blanding af kraftfoder, hvad de selv finder i jorden og grøntsagsrester fra Musikkens Spisehus.

For Mikael Kopp Christensen er dyrevelfærd vigtigere end for eksempel økologi. Han håber da også, at der i fremtiden også kan serveres egne fedekalve og ænder på Musikkens Spisehus.


Seneste nyt

fra Nordjylland