Sporarbejde aflyser tog i Vendsyssel

Foto: Michael Schmidt Thomsen

Banedanmark arbejder i pinsen og den kommende uge på sporene i Vendsyssel. Tog erstattes af busser.

Fra og med torsdag eftermiddag er togene mellem Brønderslev og Frederikshavn erstattet af togbusser.

Det sker fordi Banedanmark udfører sporarbejde på strækningen hele pinsen, og kunderne må således forvente længere rejsetid end normalt fordi busserne ikke kan køre så hurtigt som togene.

Uregelmæssighederne var egentlig påtænkt at ophøre på søndag, men arbejde med at omlægge signaler og sikkerhedsgodkende disse trækker ud, så mellem Kvissel og Frederikshavn vil det fortsat være busser, der skal fragte passagerer. Arbejdet med signalomlægningen forventes overstået 14. juni.

Det er dog ikke alle tog der aflyses, og DSB anbefaler, at man planlægger sin rejse ved hjælp af Rejseplanen

Torsdag eftermiddag betyder sporarbejdet at IntercityLyn med børneguide, der normalt kører fra Frederikshavn klokken 12.39 er erstattet med en bus kun for børn og guider.

Den kører tidligere end toget. Klokken 11.57 afgår den fra Frederikshavn og klokken 12.42 fra Hjørring. Klokken 13.23 skifter børn og guider til tog i Brønderslev.

I den modsatte retning er der også ændringer. IntercityLyn-toget fra København, der normalt ankommer til Frederikshavn klokken 20.26 er erstattet af en togbus kun for børn og guider der kører fra Brønderslev og videre. Bussen er i Hjørring klokken 20.23 og i Frederikshavn klokken 21.09 - cirka tre kvarter senere end normalt.

Flere nyheder fra TV2 Nord