Sportsbil udbrændt: Politi undersøger brandårsag

Foto: Per Frank Paulsen

Midt- og Vestjyllands Politi skal undersøge brandårsag og de yderligere omstændigheder omkring en brand på Mors onsdag aften.

Klokken 19.35 onsdag aften udbrød der brand ved et hus på Ringsborgvej ved Vejerslev vest for Nykøbing.

Branden opstod omkring en sportsbil af modellen Toyota GT86, som udbrændte. Ilden var så kraftig at den bredte sig til stuehusets tagudhæng. Skaderne blev dog begrænset dertil.

Lokalpolitiet i Thisted oplyser at der er mistænkelige detaljer ved branden, der gør at man nu vil have teknikere til at undersøge årsagen og de yderligere omstændigheder.

Kort tid før alarmen om branden på Mors indgik havde beredskabet modtaget melding om en brand på Bygholm Camping ved Vesløs. Her udbrændte en campingvogn og også denne brand skal undersøges.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord